Dommerjuryen:
Fotolærer Jens Kostrup og Museumsinspektør Benjamin Asmussen, M/S Museet for Søfart.

Til Handelsflådens Velfærdsråds fotokonkurrence for søfarende 2014 indsendte 55 fotografer 287 motiver. Bedømmelsen af billeder foregik denne gang hos Søfartens Ledere, og blev også i år varetaget af fotolærer Jens Kostrup og museumsinspektør Benjamin Asmussen fra M/S Museet for Søfart. Efter bedømmelsen og præsentationen af vinderbillederne havde dommerpanelet denne generelle kommentar til de indsendte billeder: 

"Årets høst af fotografier var som sædvanlig imponerende. Spændvidden er stor, og den tekniske kvalitet stiger år for år. Det er også tydeligt, at flere og flere bruger tid på at bearbejde billederne til et endnu bedre resultat. Også i år har det været en fornøjelse, om end en vanskelig fornøjelse, at udvælge de bedste billeder fra nok alle verdens have. Danske søfolks operationsområder spænder over hele kloden, og der er ingen mangel på motiver, der lader sig omsætte til skønne billeder."

Der blev også i år uddelt to specialpriser, om dem sagde dommerne:

"Mange billeder i konkurrencen giver indtryk af at være taget af fotografer, der har gjort sig umage, har studeret fotokunst, har brugt det bedste udstyr, og disse billeder vinder ofte konkurrencen på grund af deres overlegne udtryk, der er muligt på grund af forarbejdet. Men andre billeder udmærker sig ved at fange en spændende situation lige fra det rigtige øjeblik, hvor bedriften også består i hurtighed for at kunne fange motivet."

4 Containere

1. præmie: 
Maskinmester Finn Salomon Nielsen, Orasila
fotoudstyr for 1500 kroner

 

 

I samme øjeblik vi trådte ind i rummet, fangede dette fantastske billede begge vores øjne. Næsten alle billeder i konkurrencen er kendetegnet ved at ligne, det  vi alle sammen ser, blot i kondenseret eller smuk form. Vinderbilledet udmærker sig ved at fokusere på en lille detalje i helheden og vise os en skønhed, som de færreste lægger mærke til.

PA250673

2. præmie:
Overstyrmand Jan Bowie Rasmussen, Nord Guardian
fotoudstyr for 1000 kroner

 

 

Næsten lige så hurtigt fangede hvirvlerne på dette billede vores blikke. Pigtråden suser rundt og ligner ved første øjekast vandets hvirvelstrømme efter skibsskruen. Igen har en fotograf set et udsnit af virkeligheden, som er omkring os, men som vi ikke ser.

morgentåge haderslev fjord næste bøje i sigte

3. præmie:
Telegrafist Birger Møllesøe, A.P. Møller 
fotobøger for 500 kr.

 

 

Ved første øjekast ligner dette fotografi et billede fra en fjern planet fra en science fiction film. De to sole og det dobbelte sømærke antyder en helt anden verden, mens skibet og udkigsposten fortæller om menneskets færden i det ukendte.

Orasila

4. præmie:
Maskinmester Finn Salomon Nielsen, Orasila
fotobøger for 500 kr.

 

 

Udover at billedet er teknisk godt og velkomponeret, sætter det straks tanker i gang om hvad der foregår. Er de to i båden blevet glemt, hvor kommer de fra, hvad er forhistorien? Kombinationen af fortælling og smukke omgivelser giver et indtryk af høj kvalitet, der vækker vores nysgerrighed.

Jannik Pedersen 1

5. præmie: 
Jannik Pedersen, Edith Mærsk
fotobøger for 500 kr.

  
 
 

Den dramatiske himmel og mængden af skibe giver mindelser om verdenskrigens konvojsejlads med en stærk symbolik i forhold til den truende fare forude. Den diskrete fjernelse af farverne i billedet giver et gammelt indtryk, som kun forstærker krigsmetaforen.

AZ3A0861

Specialpris I 2014 - bedste snapshot:
Styrmand Bjørn Poulsen, Maersk Puncher
fotobøger for 500 kr.

 

 

På billedet ser vi en repræsentant for verdens største rederi, som giver udtryk for at have kontrol over næsten alt, være forberedt på alt. Alligevel er der plads og brug for det individuelle initiativ, som denne sømand, der har improviseret en hjelmskygge fra et stykke pap, der endda passer i den Mærsk-blå farve.

DSC03409

Specialpris II 2014 - bedste flygtningebillede:
Skibsfører Finn Hansen, Robert Mærsk

fotobøger for 500 kr.


En type billeder, som vi ikke har set meget til tidligere, er billeder af flygtninge til søs. I år var der flere billeder af mennesker tvunget på flugt fra nød og krig, og det bedste af dem er billedet af denne gruppe mennesker, der er redet om bord på et tankskib. Her er kontrasten mellem deres rodede menneskelighed og skibets velordnede umenneskelighed tydelig, og giver på sin helt egen måde en fornemmelse af håb for menneskeheden.