Handelsflådens Velfærdsråds danske fotokonkurrence 2015 

Dommerjury: Fotolærer Jens Kostrup og Museumsinspektør Benjamin Asmussen, M/S Museet for Søfart.

Til Handelsflådens Velfærdsråds fotokonkurrence for søfarende 2015 indsendte 45 fotografer 237 motiver. Bedømmelsen af billederne foregik denne gang i Maskinmestrenes Forening, og blev også i år varetaget af fotolærer Jens Kostrup og museumsinspektør Benjamin Asmussen fra M/S Museet for Søfart. Efter bedømmelsen og præsentationen af vinderbillederne havde dommerpanelet denne generelle kommentar til de indsendte billeder: 

"Det er altid en fornøjelse at nyde de mange, flotte billeder, der bliver sendt ind hvert år og en udfordring at vælge vinderne. Motiverne afspejler tiden – hvad der foregår på havet lige nu. Flere billeder havde bådflygtninge som tema, mens offshoreindustrien fylder mere og mere. Mange har også blik for den pudsige historie og endda for bagsiden af den maritime medalje i deres valg af motiv. Geometriske former er altid en fast bestanddel i de indsendte billeder, om end ofte på bekostning af andre elementer i billedet. Dramatiske billeder af is og sne er altid med og viser hvor meget polarfarvandene fylder for dansk søfart."

1.Klavs Lockwood   Methanol tanks   1 web

1. præmie: 
Klavs Lockwood, MÆRSK FINDER
fotoudstyr for 5.000 kroner, sponsoreret af Den Danske Maritime Fond

Årets vinderbillede kræver lidt tid – det trækker ikke straks øjet til sig, men afslører en indre poesi, når man bruger lidt tid på det. Den eneste solstråle rammer sømanden, mens en kollega lyser den modsatte vej med sit menneskeskabte lys. På trods af det smukke lys og den flotte komposition med op- og nedadgående lys virker billedet ikke opstillet, snarere som et foto af en arbejdssituation, hvilket vi generelt ser for lidt af i fotokonkurrencen.

2.Finn Salomon Nielsen   Orasila. 2

2. præmie:
Finn Salomon Nielsen, ORASILA
fotoudstyr for 1.000 kroner

Billedet rummer et drama – hjælpetropperne er på vej til kæmpen på havet. De små, men bomstærke slæbebåde udstråler kraft og dynamik, mens containerkæmpen nærmest svæver overjordisk over vandene. 

3.Finn Hansen   Robert Mærsk. 3 web

3. præmie:
Finn Hansen, ROBERT MÆRSK 
gavekort på 500 kr.

Billedet af flygtningefamilien, der er reddet op på et stort skib virker stærkt på alle forældre. Maden er medbragt i plastikposer og ligger på et stykke pap, men omsorgen for børnene er universel. 

4.Kim Henriksen   Njord R laver Rainbow ved Hollands kyst. 4 web

4. præmie:
Kim Henriksen, NJORD R
gavekort på 500 kr.

Det sorte mudrede vand danner ingen smukke regnbuer fra det lavtliggende hverdagsskib, men bliver i stedet en mørk kommentar til vor tids brug og misbrug af havene. Det mørke vand, den mørke himmel og de mørke sten bliver bundet flot sammen af efterbehandlingen, der har øget farvernes dynamiske rækkevidde.

5.Ole Jacobsen   Mary Arctica. 5

5. præmie: 
Ole Jacobsen, MARY ARCTICA
gavekort på 500 kr. 

Billedet af containerskibet ved den dramatiske iskant sætter straks tanker i gang om hvad der foregår. Skal der flyttes last eller mennesker fra det ene sted til andet? Hvordan gør man det? Vil det gå godt?

Poul Helt   Klar til spisning web

Specialpris I 2015 - Bedste grafiske værk:
Poul Helt

Billedet kombinerer den smukke og enkle komposition med en klar historiefortælling. Her illustreres udviklingen i passagersøfarten efter luftfartens dominans – fra simpel transport til det mere luksusbetonede krydstogt.

Finn Salomon Nielsen   Orasila web

Specialpris II 2015 - Glæde og kærlighed
Finn Salomon Nielsen, ORASILA

Årets anden specialpris går til et billede med et sjældent motiv i fotokonkurrencen, nemlig glæde og kærlighed. Det er ikke ofte at vi ser billeder af folk, der faktisk er glade for hinanden og samtidig har en maritim vinkel, men det lykkes her.

Lars M. Bentzen   Bus på krogen web

Specialpris III 2015 - Kontrast
Lars M. Bentzen, IRENA ARCTICA

Årets kontrastpris går til den skægge sammensætning af en meget urban bus, der endda kører til ”Højbanen” og så det uvejsomme landskab i baggrunden og det rustne fartøj, som bussen sættes ned i, der giver mindelser om et landgangsfartøj fra verdenskrigens Normandiet.