1 Joergen Spraang
1 Jan Froelgaard

Dansk Fotokonkurrence

Tidligere og nuværende søfarende i danske skibe opfordres til at deltage i Velfærdsrådets årlige fotokonkurrence. Papirbilleder, dias eller digitale billeder med et maritimt tilsnit vil blive forelagt kompetente dommere ved årets udgang.

Motiver

Billeder af solnedgange eller af fordækket i havvejr er altid populære motiver, men vi savner lidt flere “skud” af mennesker, såvel i arbejde som efter udskejning. Du bestemmer selv antallet af indsendte billeder, som alle returneres til rette ejermand efter endt brug her på Velfærdskontoret. Digitale billeder kan mailes til info@hfv.dk eller fremsendes på en Cd-rom eller diskette.

Billedtekst

Lidt oplysninger om motiverne er os en god hjælp når disse præsenteres, enten i Horisont, her på hjemmesiden eller hos andre søfartsrelaterede publikationer, - og også på plancher med velfærdskontorets fotoudstilling, der vandrer mellem skoler, museer og andre institutioner eller præsenteres i forbindelse med vores arrangementer udi det ganske land.

Nordisk Fotokonkurrence

Efter afholdelse af den danske konkurrence udvælges 15 fotos til bedømmelse i nordisk regi. Søfarende fra Danmark, Finland, Norge, Island, og Sverige konkurrerer også her om mange fine præmier sponseret af de respektive landes leverandører herunder fotoudstyr og kontantpræmier.

Sidste frist for deltagelse

Bedømmelsen i både den danske og nordiske konkurrence foregår i begyndelsen af det kommende år. Billederne skal derfor være Handelsflådens Velfærdsråd i hænde inden d. 31. december.