Vandrepokal og kampoversigt
Opgivende overstyrmand får bank i bordtennis
Der kæmpes i Nål-og-tråd-konkurrencen
Der kæmpes i Nål-og-tråd-konkurrencen
Gæt og grimasser
Nuts and bolts - en del af OL på LAUST MÆRSK
Undervands-OL på LAUST MÆRSK
Besætningen venter på at skulle i vandet på LAUST MÆRSK
BBQ på dækket på LAUST MÆRSK
Dansk julemiddag på LAUST MÆRSK med and og flæskesteg
Hovmesteren deler julegaver ud
Julebingo på LAUST MÆRSK
Vinder af vandrepokalen uddeles til repairman Alvin

I januar 2017 modtog vi nedenstående beretning og billeder fra julen om bord på LAUST MÆRSK – udover at det er en god historie, er der mange idéer til, hvad man kan gøre for at styrke sammenholdet om bord.

Hej HFV,
Her er en lille beretning om julen ombord på LAUST MÆRSK.

Vi startede den 1. december med at lave et ”find nissen”-spil. Det gik ud på, at besætningen skulle gætte hvor dagens nissefoto var blevet taget. Vi havde taget et nærbillede af en nisse, med fire muligheder til, hvor den havde gemt sig. Dagen efter kom svaret, et foto taget med større afstand, så svaret fremgik af fotoet.

OL om bord
Søndag den 18. december stod i sportens tegn, vi startede dagen med brunch, og herefter startede OL på LAUST, en INTERNATIONAL konkurrence med deltager fra Danmark, Filippinerne, Ukraine, Rusland, Rumænien, Indien og Australien. Alle var glade og der blev kæmpet med højt humør.

Til vores OL var der blevet lavet en vandrepokal, hvor vinderens navn skulle indgraveres efter sportsdagen. Og så blev der ellers konkurreret i diverse sportsgrene. Bordtennis, Bordfodbold single, Bordfodbold, double, Nål og tråd for hold, Gæt og grimasser for hold, samt en tur i poolen til Nuts and Bolts.

Der blev konkurreret i motionsrummet og officerssalonen i de individuelle konkurrencer. Holdkampene blev afviklet på broen så alle kunne deltage. Den sidste kamp blev afholdt i poolen. Holdene var TWISTLOCK NUGGETS (Deck) og GREASE RAPTORS (maskinen).

Dagen blev også brugt på jule-BBQ med helstegt pattegris, og der blev hygget grillet og grinet hele dagen. Om aftenen, da alle sportsgrene var overstået, og alle havde afsluttet deres tur i poolen, blev der så spist pattegris samt grillet hvad folk havde lyst til.

Juleaften med gaver
Den 24. december blev der afholdt dansk julemiddag med flæskesteg og andesteg. Under middagen blev der delt julegaver ud, fordelt efter tilfældighedernes spil. Der var lagt et halvt spillekort på bordet. Ved ankomst til salonen trak besætningsmedlemmerne et halv kort, for at finde ud af hvor de skal skulle sidde, og hvilket nummer den gave havde, som de skulle have.

Sjovt nok, da gave nr. 9 skulle deles ud til vores Australske cadet, Reese, var der også et brev fra Julemanden, som han skulle læst højt for resten af besætningen. Der havde været en snak om, hvornår det var jul. Reese mente, det var den 25. december, men måtte indrømme det var den 24. efter brevet fra julemanden.

Under middagen blev der også delt gaver ud til 1. pladsen i holdkonkurrencen samt til 2. pladsen. Vi blev enige om, at der var ikke et tabende hold men en 1. og 2 plads!
Vinderen af vandrepokalen, med sejr i samtlige individuelle sportsgrene, blev vores Repairman Alvin.

Bingo og Martha
Den 25. december blev der igen serveret brunch, og kl. 14 var der Bingo. Her deltog igen hele besætningen. Der blev også brugt en radio, så vagthavende styrmand kunne deltage fra sin vagt på broen. Der blev spillet bingo i næsten 3 timer før alle gaverne var delt ud. Kl 19 samme aften var der så mødepligt i salonen, her stod den på ”Martha” og så blev der serveret æbleskiver.

Det var en af de hyggeligste julemåneder til søs i mange år. Alle i besætningen var glade, og der var flere, der gav udtryk for, at det var den bedste jul, de havde haft til søs.

Jeg vil godt takke hele besætningen på LAUST MÆRSK for en superhyggelig julemåned.

MVH

Anders Hjarsø
Hovmester, LAUST MÆRSK